Viden om Anholt

videnomanholt_map
Grafik : Anna Hjorth Helmers

Viden om Anholt

Størrelse: 22 km2

Indbyggertal: 150

Afstand til fastland: Djursland 44 km, Sjælland 73 km, Sverige 47 km.

Ejerforhold: 18 km2 (fortrinsvis de fredede områder) tilhører en privat lodsejer. Resten af øen ejes af stat, kommune eller private.

Vejene: 2 asfalterede fra havn til by, resten er grusbelagte. Alle veje er smalle og det anbefales ikke at tage bil med til Anholt.

Færdsel: Gode vandresko og cykel er de bedste transportmidler på Anholt. På den vestlige del af øen, fra havnen til byen og Sønderbjerg, kan du cykle eller gå. Øvrig færdsel langs strande og i ørkenen foregår til fods. Der er ingen mulighed for kørsel til fyret eller i ørkenen.

Sommerhuse: ca. 300

Højeste punkter: Sønderbjerg 48 m, Nordbjerg 39 m.

Position: 11o 34′ E   –   56o 42′ N

 

Hvorfor Anholt?

Det er ikke helt almindelige folk, der kommer til øen. Der skal noget til at rejse ud midt i Kattegat og holde ferie et sted med så få traditionelle turistaktiviteter, som Anholt byder på.
Hvad er det som får nysgerrige til at dukke op første gang – og rejse hertil igen og igen, år efter år? Kom selv og find ud af det.

Se, hvordan hvert eneste sommerhus er gemt i naturen. Find dit eget stykke strand med langt til badenaboer. Gå på havnen, gå på værtshus eller til fodboldkamp med Anholt United og mød de andre ikke-helt-almindelige feriefolk på Anholt.

Fra øens to høje bakker, Nordbjerg og Sønderbjerg ser man vand så langt øjet rækker.

Størstedelen af øen er lavhede, Nordeuropas største, med stednavnet Ørkenen.

Sælerne er en anden af værdierne på Anholt. De yngler på den yderste spids af øen, kaldet Totten, der er et sælreservat.

Anholt har også et spændende lille lokalmuseum, som er et besøg værd.

Forfatteren Hans Hjorth skrev omkring 1908: “Man kommer uvilkårligt til at elske dette sted, hvor man, fjernt fra verdens larm og støj, kan nyde frihed og den ro, som i så høj grad udmærker denne lille plet frem for alle andre steder, jeg hidtil har besøgt”. 

Og det gælder stadigvæk. Besøg Anholt og døm selv !