Ørkenen
Ørkenen dækker 4/5 af øens areal og består af aflejringer fra istiden, hævet havbund og morænebakker. Ørkenen har altid været meget omtalt, da en række interessante arter af f.eks fugle, insekter og planter har deres foretrukne levested i den særegne natur.
Indlandsklitterne, kaldet Indien, i Ørkenens østlige del er op til 24 meter høje. De dannes af grovkornet, jernholdigt sand, der er farvet rødgult som resultat af udvaskning og oxydering.
Mange steder i Ørkenen ses de gamle strandvolde hvor sandflugten har slebet stenene, så de har fået en glinsende overflade med facetter. I den sydlige del af Ørkenen langs Pakhusbugten står grundvandet højt, så vegetationen ændrer sig. Enkelte steder er der moser med porse.
Ørkenens tørre, nærringsfattige og stenede sletteland er grobund for en enestående flora af forskelligt mos og lav. Derimod er floraen, hvad angår højere planter meget sparsom.
Indtil 1600-tallet var Ørkenen dækket af naturlig skov, herefter var den mere eller mindre træløs de næste 200 år. Årsagen var at man skulle bruge træet til brænde under de ekstremt kolde vintre men også til Anholt Fyr. Efter den vellykkede plantning af Wilhelminelyst kom turen til Ørkenen, hvor man i begyndelsen af 1900-tallet plantede Hermansgave (fyr blandet med gran og eg) og andre skovområder ved Ostebakken og Fyrgården.
Disse initiativer og udbygningen af sommerhusområderne har ført til en spredning af bjergfyr. Den tidligere tilgroning forhindres nu gennem offentligt betalt rydning af bjergfyrbevoksning.
Turen igennem Ørkenen fra byen til Fyret tager ca 2-3 timer. Motorkørsel, såvel langs strande som i Ørkenen er forbudt. Ørkenen blev fredet allerede i 1939 og er et enestående naturområde i Danmark.
Strand & Klit
På Nordstrand er der kilometervis af høje klitter og krystalklart vand med ren sandbund. Da de fleste bader på strandene tættest på havnen eller campingpladsen, er det her du finder plads og ro.
Yderst på Anholts østspids ligger Totten, området er fredet og må ikke betrædes af mennesker. Her lever Danmarks største sælkoloni med ca. 1.200 spættet sæler og enkelte gråsæler. Man kan kigge på sælerne i kikkerten fra observationshuset som ligger lige ved Anholt Fyr.
Flakket
Det marine forland er dannet af kyststrømmene efter anlæggelsen af Anholt Havn omkring år 1900. Flakket består af et system af strandvolde vekslende med fugtigere lavninger og større eller mindre vandhuller.
Området er stadig under udvikling og de inderste (ældste) dele af Flakket går naturligt over i hede- og klitlandskabet ved Nordbjerg og Ørkenen.
Vesterlandet
Vesterlandets istidslandskab domineres af højlandet, der i en hesteskoform omslutter et lavt og nogle steder fugtigt område som kaldes Kæret. Anholt by ligger ved foden af dette østlige bakkedrag, som yder læ mod den fremherskende vestenvind. Det var på skrænterne af disse bakker ind mod Kæret og på holmene, at anholterne drev landbrug.
Højlandet skråner stejlt mod de omgivende strande Vesterstrand og Sønderstrand og mod de flade forlande Ørkenen mod øst og Flakket mod nord.
Det er på den vestlige del af øen at al samfærdsel foregår. Her findes de to asfalterede veje mellem havnen og byen, den flade Nordstrandsvej og den snoede og bakkede Gennem Landet. Desuden findes flere højtliggende stier med vid udsigt over Ørkenen og havet.
Kæret
Inden for bakkeringen som dannes af Vesterlandet findes Kæret, et stort engområde som før 1860’erne var indsø.
I denne oprindelige havbugt har der tidligere været en sø, hvori Karisholm, Stisholm og flere mindre holme ragede op som øer.
I midten af 1800-tallet startede den udgrøftning, der i dag leder vandet ud til Vesterstrand gennem Hovedgrøften og Renden mellem bakkerne.
De drænede områder er nu i vid udstrækning græsningsarealer, men der er stadig fugtige enge, grøfter og moseområder.
