Adresse: Gennem Landet 67, Anholt

Vesterstrand

Anholt er omgivet af krystalklart hav. Selv hvor havet er mange meter dybt ses sand, sten og tang tydeligt på bunden.
På en rolig, varm sommerdag er havet ren idyl, mens havet under en efterårs- eller vinterstorm er en voldsom oplevelse.

Anholt Vesterstrand ligger lige ved Anholt Havn med fint sand og gode sandrevler. Stranden er bred og der er et flot kig til Sønderbjerg mod syd.
Stranden har Blå Flag og ligger tæt på havnens faciliteter med købmand, caféer og restauranter.
Højt i klitterne kan man gå ad en sti til Sønderbjerg. Cementkorset på Vesterklit ud til stranden er sat til minde om lægen August Thierrys datter og hendes veninde. De to unge piger druknede begge under badning i august 1891.

I horisonten ser man Anholt Havmøllepark med 111 møller, som rager markant op i luften med deres 142 meter.